The Eatery – bedst værdi for pengene i Prag?

af | 20. okt, 22 | Prag Guide, Mad og Drikke

Disclaimer: denne artikel er meget positiv overfor The Eatery. Det skyldes ikke, at jeg modtager nogen form for betaling, rabat eller anden bestikkelse. Det skyldes alene, at jeg synes, den nysgerrige spiser går glip af noget ved ikke at aflægge restauranten et besøg.

The Eatery er en på mange måder usædvanlig restaurant, der ligger i det efterhånden meget hippe distrikt Holešovice, Prag 7. Holešovice er blandt danske gæster nok bedst kendt for det nu hedengangne Prags Marked, som danskerne kaldte Det Gule Marked til stor undren for alle andre end danskere – herunder ikke mindst de lokale.

Men hvad er usædvanligt ved The Eatery? Jeg kan komme i tanker om mindst 3 punkter:

  1. Køkkenchefen og initiativtageren, Pavel Býček, har en fortid som chefkok på en af Prags (daværende) Michelinrestauranter, nemlig Alcron på hotellet af samme navn i gaden Štěpánská. Alcron mistede sin stjerne efter Býčeks afsked, men om der er en sammenhæng, skal jeg ikke kunne sige. Alligevel har du råd til at spise på The Eatery.
  2. Menukortet, der skifter efter årstiderne, har ofte temmelig overraskende retter, der baserer sig på normalt ret ydmyge ingredienser. Jeg er f.eks. stødt på ko-yver og kallun. Hvis du er til schnitzel, store steaks eller burgere, er The Eatery ikke et godt valg. Men der er også retter, der virker mere ”normale”, og som den forsigtige spiser kan vælge.
  3. Indretningen og interiøret af restauranten er meget minimalistisk og næsten semi-industrielt, og på det vedhæftede billede (fra restaurantens eget fotoalbum), virker det næsten uindbydende. Sådan føles det imidlertid slet ikke, når man træder indenfor om aftenen og bliver budt venligt velkommen af det professionelle og behagelige personale. Den udbredte anvendelse af Troldtekt gør, at man kan høre, hvad der siges ved ens eget bord og slipper for en baggrundslarm fra de andre borde, noget, der ellers kan være et problem på mange restauranter her i Prag.
Interiøret på The Eatery er minimalistisk, men der er rart at være

Siden mit første besøg på The Eatery i april 2019 har jeg anset det for at være den mest interessante restaurant i Prag, især hvis man medtænker prisniveauet, der ligger langt under, hvad tilsvarende kvalitet koster andre steder i Prag – og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det ville koste i Danmark. Til orientering sætter jeg en oversat udgave af den nuværende menu ind nederst i denne artikel.

3 à la carte retter kan bestilles for mellem kr. 185,- (billigste valg) og kr. 310,- (dyreste valg). Men hvis man planlægger nogle dage i forvejen, kan man ved sin online-bordbestilling forudbetale for 3 retter, som man så vælger frit på menuen på aftenen. Her er den samlede pris kr. 225,-, hvilket potentielt er en væsentlig besparelse.

Når det kommer til vinkortet, er der også tre detaljer, der stikker i øjnene: Der er kun vine fra europæiske vinlande. Udvalget, fordelt på 28 sider, er overvældende stort i simpelthen alle prisklasser, nemlig (aktuelt) fra kr. 125,- til kr. 4.800,- pr. flaske (+ et par stykker, hvor der står ”efter forespørgsel”). Bemærkelsesværdigt i forhold til vinpriserne er det, at hvor danske restauranter kan være oppe på en faktor 6 eller mere i forhold til indkøbspris og tjekkiske restauranter som regel ganger prisen med 3-4, så holder man sig på The Eatery til omkring 2-2½ gange indkøbsprisen, i hvert fald på de vine, jeg har tjekket. Eksempelvis koster en flaske Chateau Grand Lys Bordeaux Supérieur kr. 90,- i den billigste onlinebutik, jeg har kunnet finde her i Tjekkiet, og på The Eatery koster den kr. 162,-.

Restauranten er rummelig med mange borde, men jeg tilråder alligevel, at man bestiller bord. Hvis man ønsker det, kan man specielt booke ved ”Chef’s table”, der simpelthen er en række siddepladser rundt om det store, åbne køkken. Her kan man iagttage kokkenes arbejde og se maden blive anrettet. Spændende, men måske ikke rammen om en romantisk aften eller et fødselsdagsselskab.

Du kan vælge at booke “Chef’s Table” – så sidder du rundt om det store, åbne køkken

Jeg kommer der ikke meget tit, men trods alt ofte nok til at blive budt venligt velkommen tilbage af personalet, der også kender et par af mine præferencer. F.eks. mht. servering af vin. Det bliver vel til 2-3 besøg om året.

Ved mit seneste besøg valgte jeg Chef’s table. Jeg havde ikke forudbetalt 3 retter, og jysk, som jeg er, valgte jeg i den forholdsvis billige ende af menuen:

Forret: “hjerte” (oksehjerte, løgmarmelade, røget kartoffel espuma) Czk. 239,- (kr. 55,-)

Hovedret: “kylling” (grillet kylling fra Rašovice-gården, majs, friteret polenta, syltede kantareller) Czk. 339,- (kr. 102,-)

Dessert: “cheesecake” (vaniljeostekage, kage af nødder, honning og kakao, ingefær, havtorn) Czk. 199,- (kr. 60,-)

“hjerte” (oksehjerte, løgmarmelade, røget kartoffel espuma)

Forretten med oksehjerte er uden tvivl en ret, der vil dele vandene. Mange bryder sig ikke om at spise indmad, enten fordi de simpelthen ikke synes om tanken, eller fordi de ikke kan lide smag og konsistens. Personligt er jeg glad for at spise hjerter og laver det ofte selv derhjemme. Jeg har aldrig før smagt oksehjerte og havde forestillet mig, at det ville være kraftigere og mere ”pågående” end f.eks. svinehjerter, men det var ikke tilfældet. Tilberedningen var (selvfølgelig) perfekt. Konsistensen var fin, det var mørt, men ikke udkogt, og smagen delikat. Den sødlige løgmarmelade dannede en fin kontrast til det fintrevne selleri, som skiverne af hjerte hvilede på, men den allerstørste overraskelse på tallerkenen var den florlette kartoffel espuma, letrøget kartoffelmos, der var skummet op i en sifon, og som var den bedste udgave af kartoffel, jeg kan huske at have spist.

“kylling” (grillet kylling fra Rašovice-gården, majs, friteret polenta, syltede kantareller)

Hovedretten havde to udskæringer af kylling, nemlig bryst og udbenet lår. Begge dele tilberedt sous vide og så lige inden serveringen færdiggjort i den lukkede trækulsgrill, Big Green Egg, der har en central plads i køkkenet. Igen var tilberedningen ramt plet, brystkødet var ikke spor tørt, hvad jeg ofte oplever kyllingebryst som, og lårkødet var mørt og smagfuldt. Krydringen var let og lod kyllingesmagen stå næsten alene, hvilket er en god idé, når man udvælger sine råvarer med omhu.

Også her var tilbehøret interessant. Majs var et gennemgående tema, nemlig som søde majskerner, minimajs, friteret polenta og så nogle få popcorn, som jeg mest opfattede som et fantasifuldt og humoristisk indslag. De var en smule seje, men havde en fin smag med en antydning af røg. Fornemmelsen af røg gik igen i de søde majs, men jeg kunne ikke regne ud, hvor det stammede fra. Jeg havde jo kokkene lige ved hånden, da jeg nærmest sad i deres arbejdsplads, og jeg fik at vide, at majsene var stegt et kort øjeblik i letrøget italiensk lardo (spæk), og at popcornene derefter var poppede på samme pande. Og så gav det jo mening. Jeg har tidligere fået polenta, som jeg ikke specielt brød mig om, og jeg har helt opgivet at lave det selv. Det har det med at blive tungt og udelikat. Det var ikke tilfældet her, tværtimod var polentaen let og næsten sprød af friteringen.

“cheesecake” (vaniljeostekage, kage af nødder, honning og kakao, ingefær, havtorn)

Aftenens vinder var desserten. Hovedrollen var jo den lille fine cheesecake med vanilje, men de andre elementer på tallerkenen var simpelthen så lækre (og smukke), at jeg var fristet til at bestille endnu en portion. Cheesecaken var let og der var ikke sparet på den friske vanilje. ”Chokoladekagen” var nærmere en crumble med nødder og kakao, og den var fantastisk. De syrlige bær og geletoppe fra havtorn var en glimrende kontrast, og honning-”bunkerne” på tallerkenen supplerede oplevelsen. Bagerst lå en tynd skive gulerod, marineret med bl.a. honning og ingefær. Også lækkert!

Min samlede regning inkl. en stor flaske vand og en flaske Chateau Grand Lys Bordeaux Supérieur fra den billigere ende af vinkortet landede på i alt Czk. 1.356,- (kr. 407,-).

The Eatery, U Uranie 18, Praha 7, Holešovice, +420 603 945 236, https://www.theeatery.cz/en/ (bl.a. online bordbestilling) NB! Lukket på mandage

Menu til aftensmad – alle priser i Tjekkiske Koruna (20/10 2022)

Forret – V = vegetarisk

‘carpaccio’ (V) (kålrabi-carpaccio, fåreost, hasselnødder, birkes) 199

“foie gras” (terrine af foie gras, blommer, Glühwein, varm brioche) 329

“and” (pulled and indpakket i salat, krydret mayonnaise, dressing) 259

“snegle” (braiserede snegle, risotto af byg med persille, Pragskinke, fennikel) 249

“hjerte” (oksehjerte, løgmarmelade, røget kartoffel espuma) 239

“suppe” (V) (cremet græskarsuppe med ingefær, marineret græskar, kerner) 169

Hovedret

‘”koprovka”” (V) (dildsauce, grenaillekartoffel, æg) 269

“hjort” (grillet hjort, sød kartoffelpuré, kål, sennepsfrø, havtorn) 499

“kylling” (grillet kylling fra Rašovice-gården, majs, friteret polenta, syltede kantareller) 339

“oksekød” (braiseret okseskank, pastinakpuré, bagt gulerod, friterede løg) 439

“kanin” (kroket af pulled kanin, cassoulet af hvide bønner, spinat, mayonnaise af løvstikke) 369

“sandart” (filet af sandart fra Chabrybárna-fiskeriet, gnocchi med kvark, grønne ærter, hvid tomatsauce) 499

“svinebryst” (presset svinebryst, karamelliseret blomkål, fennikel, friteret blodpølse) 299

“risotto” (V) (risotto af fregola og græskar, gedeostkroket, grønkål) 299

Dessert og ost

“panna cotta” (panna cotta med kærnemælk, pocheret pære, valnødder, pærebrandy) 169

” blomme” (rødvinsmarinerede blommer, crumble, is med brændt fløde) 179

“cheesecake” (vaniljeostekage, kage af nødder, honning og kakao, ingefær, havtorn) 199

“ost” (lagret ost med kommen, brød og purløg, abrikoschutney) 179

Book dit hotel hos Prag Hoteller

Hvis du ønsker at booke et hotel til en konkurrencedygtig pris hos en dansker, der står til rådighed med råd og vejledning og har boet i Prag siden 2007, arbejdet med Prag som rejsemål for danskere siden 2005 og har opbygget et renommé som hæderlig og troværdig, så bed om et uforpligtende tilbud til din næste rejse allerede nu. Det koster dig intet!

Alle indlæg i Blog og guide – de mest læste først

  1. Markeder i Prag
  2. Information om Corona i Prag og Tjekkiet
  3. Metro og sporvogne i Prag
  4. Valuta i Tjekkiet: den tjekkiske Koruna
  5. Restauranter i Prag – gode spisesteder
  6. Om Prag Hoteller
  7. Floden i Prag: Moldau (på tjekkisk Vltava)
  8. Bilist i Prag og Tjekkiet – kør selv ferie
  9. Prags Distrikter – hvor skal man som turist bo i Prag?
  10. Prag 2 – Vinohrady: Restauranter i overflod
  11. The Eatery – bedst værdi for pengene i Prag?
  12. Jul og julemarkeder i Prag
  13. Børn i Prag
  14. Kort over Prag
  15. Appen, du bare MÅ have i Prag: PID Litačka
  16. Restaurant Grand Cru, Prag 1 (anmeldelse)
  17. Restaurant Mlýnec – gourmet ved Karlsbroen
  18. Velkommen til Stalinstadt (i dag: Eisenhüttenstadt)
  19. Ngô restaurant – Vietnamesisk familiedrevet restaurant
  20. En halv dag ved Vyšehrad – med og uden kunstig intelligens
  21. Ribs of Prague – restaurant med speciale i ribben

Du vil måske synes om…

0 kommentarer

Trackbacks/Pingbacks

  1. Appen, du bare MÅ have: PID Litačka | Prag Hoteller - […] finde præcis vejledning i, hvordan du kommer til et bestemt sted. I skærmbilledet søger jeg på den skønne restaurant…

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Book dit hotel hos Prag Hoteller

Hvis du ønsker at booke et hotel til en konkurrencedygtig pris hos en dansker, der står til rådighed med råd og vejledning og har boet i Prag siden 2007, arbejdet med Prag som rejsemål for danskere siden 2005 og har opbygget et renommé som hæderlig og troværdig, så bed om et uforpligtende tilbud til din næste rejse allerede nu. Det koster dig intet!