Appen, du bare MÅ have i Prag: PID Litačka

af | 20. jun, 24 | Prag Guide

Skal du køre med offentlig transport i Prag? Har du brug for at købe billet til offentlig transport? Skal du finde vej med offentlig transport? Er du mindst 60 år gammel, og vil du gerne have rabat eller køre gratis med offentlig transport? Har du brug for at parkere i centrum i op til 23 timer? ALT dette kan lade sig gøre med appen PID Litačka!

Og nej, denne artikel er ikke sponsoreret af Litačka, men tjener bare til at gøre livet nemmere for gæster i Prag.

Læs også min generelle artikel om Metro og sporvogne i Prag

Appen, der kan indstilles til at have engelsk sprog, findes selvfølgelig både til Android og iPhone. Den er gratis at hente, og det vil jeg foreslå, at du gør hjemmefra. Så kan du også i ro og mag indtaste dit betalingskort, så du er klar til at købe billetter eller betale for parkering.

Hvis du kommer til Prag ofte, vil jeg yderligere opfordre dig til at registrere dig i appen med navn, billede osv. Så kan du nemlig købe f.eks. månedskort, som er billigste løsning, når du har brug for at have billet i flere dage end 5. Et månedskort koster Czk. 550,-, og er derfor ofte billigste løsning. Blot skal du huske at sætte den rigtige startdato, hvis du køber kortet i god tid hjemmefra.

At få sit foto godkendt kan til gengæld være lidt bøvlet. Tricket er, at ansigtet skal fylde hele billedet, og at baggrunden skal være 100 % neutral, f.eks. en hvid væg et par skridt bagved én.

Hvis du er 60 år eller ældre (eller snart bliver det), vil jeg yderligere opfordre dig til at gå ind på Servicecentret i undergrundsstationen ved Můstek (den del, der er længst nede ad Václavské náměstí) for at få dem til at registrere/verificere din alder vha. dit pas. Det skal kun gøres én gang. Derefter får du muligheden for at købe billetter til Seniorpris fra 60-64 år. Og er du 65 år eller ældre, kan du derefter bruge appen til at dokumentere din alder og køre gratis, så du ikke behøver at have dit pas med dig, hvis der kommer kontrol.

Rejser du sammen med børn/teenagere op til og med 14 år kan de gøre det samme for at kunne dokumentere, at de gerne må køre gratis. Unge fra 15-18 kan købe månedskort til nedsat pris.

Jeg vil gennemgå de vigtigste funktioner i appen.

Køb af billet:

Valg af billet

Du kan købe og betale alle billettyper i appen, altså også billetter til 24 eller 72 timer. Skærmbilledet viser muligheden for at købe Seniorbillet, da jeg er senior i denne sammenhæng. Var jeg ikke det, ville muligheden ikke være der. Hvis du ved, du skal bruge nogle stykker, eller hvis I er flere personer, der rejser sammen, kan du gøre det i god tid, f.eks. under morgenmaden.

Validering af billet

Derefter skal du bare aktivere én eller flere billetter senest 1 minut før, du står på sporvognen eller går ned til metroen. Denne forsinkelse er indlagt for at forhindre, at man lige aktiverer en billet, når man ser en kontrollør stå på sporvognen. Du VIL få en bøde, hvis du bliver kontrolleret indenfor ventetiden.

Hvis I er flere, der rejser sammen, og du har billetterne til de andre i din telefon, skal I selvfølgelig sørge for at holde jer nogenlunde tæt på hinanden i tilfælde af kontrol.

En billet skal kun aktiveres første gang, den bruges. Så har du en billet til 72 timer, skal du bare køre det, du kan nå, uden at tænke mere på dét, når den bare er valideret første gang.

Køber du et månedskort, fordi du er i Prag længere end 5 dage, skal det ikke valideres. Det vil være gyldigt i din app fra den dag, du har angivet som startdato.

Søgefunktion/Ruteplanlægning

Søgefunktion

I appens søgefunktion (luppen) kan du finde præcis vejledning i, hvordan du kommer til et bestemt sted. I skærmbilledet søger jeg på den skønne restaurant The Eatery, og det er i dette tilfælde information nok. Bemærk, at jeg under ”Shared” har aktiveret cyklen og bilen – så får jeg også en cirkapris for delecykel og taxa.

Søgeresultater

I dette skærmbillede får jeg så nogle forslag. Billigste forslag er selvfølgelig offentlig transport. I mit tilfælde står der 0 CZK, fordi jeg har årskort. Ellers ville billetprisen være der og mulighed for at købe billetten.

Rutedetaljer

Dette skærmbillede viser så den præcise køreplan, jeg kan følge for at tage den offentlige transport frem til målet. Og skulle der være skinnearbejde eller andre forstyrrelser, vil der være taget højde for det.

Parkering – i op til 23 timer (eller fra fredag til mandag)

Parkering, grundindstillinger

Appen har en funktion, hvor du kan finde og betale for gadeparkering, noget der ellers kan være lidt af en udfordring. Jeg vil meget varmt anbefale, at du hjemmefra indtaster din nummerplade og angiver betalingsformen – ellers vælger den ikke nødvendigvis det betalingskort, du har indtastet. Min bil hedder Agnes, men du behøver ikke at give din bil et navn. Det er egentlig kun relevant, hvis du registrerer flere biler og ville kunne kende forskel på dem.

Også her kan du søge. Det kan måske være smart nok, hvis du vil finde en bestemt parkeringstype.

Parkering i blå zone

Prags gader har forskellige parkeringszoner – eller parkering forbudt. Du kan klikke på kortet på de forskellige gader for at få flere informationer.

Normalt er de blå zoner på Prags gader udelukkende forbeholdt de mennesker, der bor i området, men med PID Litačka kan du få lov til at parkere der alligevel. I eksemplet kun op til 1 time, nogle steder op til 3 timer. Det er til den høje takst på Czk. 60,- pr. time, men det er alligevel en stor fordel, hvis man har et kort ærinde.

Parkering i lilla zone

De lilla zoner er billigere, og du må parkere der i længere tid, nogle gange op til 23 timer. Mange af disse pladser er gratis i weekenden, f.eks. fra fredag klokken 20 til mandag klokken 8. Ankommer du til sådan en plads f.eks. fredag klokken 16 og betaler for f.eks. 6 timer, kan du holde der til mandag klokken 10.

Hvis du tillader appen at sende notifikationer, vil du blive advaret, før din parkering udløber. Har du endnu ikke betalt den længst tilladte tid, kan du forlænge parkeringen. Men selvfølgelig ikke ud over det, der er tilladt på den pågældende plads.

Betaling for parkering

Når du har parkeret, skal du dobbelttjekke, at du har valgt det rigtige sted i appen (den finder det selv, men tjek alligevel) og tryk på pay, hvorefter du vælger den ønskede periode, før du til sidst betaler med dit kort.

Book dit hotel hos Prag Hoteller

Hvis du ønsker at booke et hotel til en konkurrencedygtig pris hos en dansker, der står til rådighed med råd og vejledning og har boet i Prag siden 2007, arbejdet med Prag som rejsemål for danskere siden 2005 og har opbygget et renommé som hæderlig og troværdig, så bed om et uforpligtende tilbud til din næste rejse allerede nu. Det koster dig intet!

Alle indlæg i Blog og guide – de mest læste først

  1. Markeder i Prag
  2. Information om Corona i Prag og Tjekkiet
  3. Metro og sporvogne i Prag
  4. Valuta i Tjekkiet: den tjekkiske Koruna
  5. Restauranter i Prag – gode spisesteder
  6. Om Prag Hoteller
  7. Floden i Prag: Moldau (på tjekkisk Vltava)
  8. Bilist i Prag og Tjekkiet – kør selv ferie
  9. Prags Distrikter – hvor skal man som turist bo i Prag?
  10. Prag 2 – Vinohrady: Restauranter i overflod
  11. The Eatery – bedst værdi for pengene i Prag?
  12. Jul og julemarkeder i Prag
  13. Børn i Prag
  14. Kort over Prag
  15. Appen, du bare MÅ have i Prag: PID Litačka
  16. Restaurant Grand Cru, Prag 1 (anmeldelse)
  17. Restaurant Mlýnec – gourmet ved Karlsbroen
  18. Velkommen til Stalinstadt (i dag: Eisenhüttenstadt)
  19. Ngô restaurant – Vietnamesisk familiedrevet restaurant
  20. Ribs of Prague – restaurant med speciale i ribben
  21. En halv dag ved Vyšehrad – med og uden kunstig intelligens

Du vil måske synes om…

0 kommentarer

Indsend en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Book dit hotel hos Prag Hoteller

Hvis du ønsker at booke et hotel til en konkurrencedygtig pris hos en dansker, der står til rådighed med råd og vejledning og har boet i Prag siden 2007, arbejdet med Prag som rejsemål for danskere siden 2005 og har opbygget et renommé som hæderlig og troværdig, så bed om et uforpligtende tilbud til din næste rejse allerede nu. Det koster dig intet!