Disclaimer: jeg undskylder på forhånd for det lange indlæg. Det kan du enten vælge at hade eller nyde. Op til dig 🙂
Jeg besøgte Grand Cru, da de var med i Grand Restaurant Festival i Prag i 2017. Dengang var jeg meget imponeret over kvaliteten, og jeg har egentlig fantaseret mange gange om at vende tilbage. Det er bare aldrig blevet til noget.
Men forleden besluttede jeg helt spontant, at jeg ville forkæle mig selv, og uden at have bestilt bord tog jeg afsted.
Der var ikke travlt den aften, og jeg kunne sagtens få et bord. Jeg ville nok ikke tage chancen i turistsæsonen, mange af gæsterne var udlændinge, men der var også internationale borde, hvor tjekkiske værter forkælede forretningsforbindelser fra udlandet.
Jeg havde allerede på forhånd besluttet mig for, at jeg ville vælge restaurantens smagemenu med 5 retter (Czk. 1.590,-) og tilhørende vinmenu (Czk. 990,-). For tiden er der også en trøffelmenu, som sikkert er lækker, men jeg sprang over.
Generelt kan jeg godt lide at vælge smage- og vinmenuer, de repræsenterer som regel den bedste værdi for pengene og giver samtidig restauranten mulighed for at præsentere det, de synes, de er bedst til.
Dette er, hvad der ventede mig:
Tørret dyrekølle, marineret græskar, kastanjepuré, hasselnødder
Grüner Veltliner 2022 Federspiel, Schmelz, Wachau, Østrig
Kulajda, æg, svampe, kartofler, dild
Ryzlink Vlašský 2020 Purmice, Mikrosvín, Mæhren
Dagens fisk (der viste sig at være havbars)
Vin i henhold til dagens tilbud (der viste sig at være en tysk Riesling fra Mosel, Markus Molitor)
Dyrekølle, foie gras, kartoffelknödel med urter, svampe, blåbær, enebærjus
Foret Escot 2018, Chateau Escot, Médoc, Bordeaux, Frankrig
Chokolademousse, pærer, portvin
Fine Tawny portvin, Graham’s
Men først fik jeg serveret to slags lækkert, hjemmebagt brød med to slags smør – den ene slags med små stykker spæk, den anden med tomat.
Desuden fik jeg en fin lille amuse bouche, der den dag var skum af blå ost med æble og ristede hasselnødder. Som det ofte er med en amuse bouche, var den en lille himmelrigsmundfuld, der får én til at ønske sig meget mere. Og på den måde er den jo en perfekt fest-starter. Smagen af blåskimmelost var mild og slet ikke dominerende, konsistensen var cremet, og æble og nødder går jo smukt hånd i hånd med ost.
Betjeningen bestod mest af yngre mandlige tjenere, der tydeligvis havde sat sig grundigt ind i både menu og vinkort, og som var hjælpsomme og venlige. Men også en kende for ivrige, måske fordi de ikke havde så meget at lave netop den aften. Således blev min forret sat på bordet, mens jeg endnu ikke havde spist min amuse bouche, og et par gange i løbet af aftenen måtte jeg også bede dem om at undlade at servere næste vin, mens jeg endnu havde noget i glasset af den forrige. Men bortset fra det var det en fornøjelse med den meget imødekommende betjening. De skal i øvrigt også have ros for, at vinskænkningen var langt mere generøs, end man ofte oplever med en vinmenu. Dér fik man i hvert fald noget for pengene! Og jeg skulle heldigvis ikke selv køre metroen hjem…
Første ret fra menuen var tørret dyrekølle, marineret græskar, kastanjepuré, hasselnødder. Det var måske aftenens mest spændende ret (uden at forklejne de andre), og i hvert fald den smukkeste. Det tørrede kød blev serveret som en rustik, håndskåret tatar, og de mange små dekorative slags tilbehør spredt på tallerkenen tilførte både smage og teksturer, der gjorde det til lidt af et festfyrværkeri. Alt passede fint sammen, og jeg var begejstret for de fine spåner af trøffel sammen med en trøffelsauce, der var brugt som dekoration.
Vinen, Grüner Veltliner 2022 Federspiel, Schmelz, Wachau, Østrig, var forholdsvis enkel, men havde syre nok til at akkompagnere både fedmen og de mange smagsindtryk, retten bød på.
Dernæst fulgte en raffineret udgave af den traditionelle sur/søde tjekkiske dildsuppe, Kulajda, med æg, svampe, kartofler og selvfølgelig dild. Denne variant var cremet og mild i smagen, men samtidig raffineret med mange nuancer i baggrunden, og jeg holdt meget af det veltilberedte æg, der havde fået en times tid i sous vide ved 62°. Ovenpå ægget lå en skive af en svamp, jeg ved ikke hvilken, og desuden fine små ”caviar” af dild, som tilførte både smag og konsistens. Eneste anke er – ironisk nok – at det var en ret stor portion. Jeg spiste op, og det skulle vise sig, at hen imod slutningen af måltidet var jeg ved at mangle plads.
Den tilhørende vin, Ryzlink Vlašský 2020 Purmice, Mikrosvín, Mæhren, passede perfekt til med sin gode fyldighed og lette sødme.
Vi var nået til første hovedret, dagens fisk. Jeg havde lavet den fejl, at jeg på forhånd glemte at spørge om, hvad det ville være, for der er visse fisketyper, jeg ikke bryder mig specielt om, f.eks. opdrættet laks, der er et forfærdeligt produkt, og fersk makrel, hvor jeg aldrig bliver venner med det olierede kød. Men jeg behøvede ikke at bekymre mig. Jeg fik serveret et stykke perfekt tilberedt havbars, der hyggede sig på en bund af florlette kartoffelgnocchi og spinat samt en meget aromatisk rejebisque og urteolie. Desuden en lille top af citrongelé, som gerne måtte have været meget større. Skindet på fisken var sprødt og perfekt krydret, og kødet skilte sig i smukke flager. En virkelig dejlig fiskeret.
Vinen, en tysk Riesling fra Mosel, Markus Molitor, var ikke et godt valg efter min mening. Det er måske en personlig præference, men jeg syntes, den var for sød.
Dagens anden hovedret var dyrekølle og foie gras, kartoffelknödel med urter, svampe, blåbær og enebærjus. Jeg havde egentlig tænkt, at det kunne blive en gentagelse at få dyrekølle to gange, men tilberedningerne gjorde det til to meget forskellige oplevelser. Det magre kød var mørt og perfekt medium/rare, og den generøse skive af stegt foie gras tilførte den fedme, kødet ikke selv havde. Tilbehøret med smagfulde svampe og den overraskende lette kartoffelknödel var lækkert, men skulle jeg pege på noget, ville jeg gerne have haft lidt mere syre og friskhed til at skære gennem især fedmen fra gåseleveren. Et par grillede skiver af et syrligt æble ville have klædt retten. Ved serveringen hældte tjeneren sauce på tallerkenen, og heldigvis lod han den lille kande stå på bordet. Det var simpelthen flydende guld! Meget dyb smag af velbrunede ben, der var indkogte og gelatinøse, så læberne næsten klæbede sammen, og fuldendt med en antydning af enebær. Heldigvis kan sådan en kartoffelknödel transportere rigtig meget sauce fra tallerken til mund, når man skærer den i tilstrækkeligt tynde skiver!
Vinen var en Forêt Escot 2018, Chateau Escot, Médoc, Bordeaux, Frankrig. Den er på 67 % Merlot og 33 % Cabernet Sauvignon. Her var der desværre tale om et kiks, da menuen havde lovet vinen i årgang 2016, og det kan synes som en lille detalje, men er det ikke, for netop 2016, der har en lidt anden druesammensætning med 5 % petit verdot, var den bedste årgang af vinen i mange, mange år. Faktisk opgiver Vivino den til at være den bedste årgang af vinen nogensinde. Jeg spurgte tjeneren, om de kunne finde en flaske fra 2016, men det kunne de ikke. I stedet insisterede han på at fjerne selve vinmenuen fra min regning, hvilket jeg ikke var tilpas ved. Men en stor del af det sparede kom så på drikkepengedelen senere.
Nu har de rettet menuen online, kan jeg se, og 2018’eren var et glimrende akkompagnement til retten.
Inden den ”rigtige” dessert kom en lille præ-dessert i form af en fin skum af Baileys med karamelliseret rasp, nærmest som en mørk udgave af det, vi i Danmark kalder æblekagerasp. Præcist som ved den lækre amuse bouche var det en appetitvækker, der gav lyst til mere. Og det var godt, for på dette tidspunkt var jeg ved at løbe tør for plads.
Men der er jo altid plads til dessert, og nogle af os er forsynet fra naturens hånd med en ekstra dessertmave, netop til situationer som denne.
Aftenen sluttede derfor med Chokolademousse med pærer og portvin. Den smukt anrettede quenelle af mousse var pyntet med et ananaskirsebær, som passede perfekt til den ret kompakte og meget dybe chokolademousse, og desuden en smuk tuille af sesamfrø, som med sin sødlige, nøddeagtige smag smagte fantastisk, men på én eller anden måde bare ikke passede sammen med moussen. Det skal være dem tilgivet, jeg spiste gerne elementerne hver for sig. Pærerne, kogt i portvin, var stadig faste og havde bid, en perfekt konsistens. Vinen til desserten var en Fine Tawny portvin, Graham’s, og den kombination kan simpelthen ikke gå galt. Perfekt.
Alt i alt var desserten virkelig lækker, men også noget mættende, og jeg skulle ikke bede om mere mad den aften!
Stopmæt forlod jeg restauranten og konkluderede, at aftenens menu med vin var hver en Czk. værd. Der kommer ikke til at gå seks år igen, før jeg vender tilbage til Grand Cru!
Restaurant Grand Cru
Prag 1
Mandag til fredag
11:30 – 15:00 | 17:30 – 23:00
Lørdag og søndag 17:30 – 23:00
0 kommentarer