På besøg i det tidligere DDR

I den tyske delstat Brandenburg, ved floden Oder og umiddelbart grænsende op til Polen (110 km. øst for Berlin) finder man byen Eisenhüttenstadt, som ved grundlæggelsen i 1951 hed Stalinstadt.

Byen blev planlagt som den første socialistiske idealby i DDR og blev opført i forbindelse med jernværket Eisenhüttenkombinat Ost, der var grundlagt i 1950 for at kompensere for den tungindustri i Ruhrområdet, man ikke længere havde adgang til efter opdelingen af Tyskland.

Den nye by blev bygget i i første omgang 4 beboelseskomplekser, senere kom endnu nogle stykker til. Et ”beboelseskompleks” var ganske enkelt et bykvarter med gader, boliger og de nødvendige dagligdags faciliteter. Næsten alt er bevaret, som det blev planlagt, og bortset fra, at byen ændrede navn i 1963, da Stalin en overgang ikke var så populær i Østblokken, så er de fleste vejnavne uændrede, og man kan gå tur i Karl-Marx-Straße , Pawlovalée, Friedrich-Engels-Straße, Maxim-Gorki-Straße, Puschkinstraße, Rosa-Luxemburg-Straße osv.

Da jeg første gang i en YouTube-video hørte om denne by, der jo stadig lever i bedste velgående, havde jeg intet valg: Pga. mit nørdede forhold til koldkrigstiden og til livet i den tidligere østblok, MÅTTE jeg simpelthen se Stalinstadt med egne øjne. Jeg forestillede mig noget industrielt, trist, gråt og kynisk byggeri, der satte staten foran individet. Sådan som mit billede er af Østtyskland i DDR-tiden.

Så jeg kørte de små 400 km. fra Prag til Eisenhüttenstadt i søndags, indlogerede mig på et i øvrigt hyggeligt lille pensionat og gik på spadseretur i byen.

Med det samme opdagede jeg, at alle mine fordomme om, hvordan der så ud, blev gjort alvorligt til skamme. Byen er indrettet med masser af beboelsesejendomme, de fleste i 4 etager, de fleste med rummelige balkoner, og med luft mellem bygningerne. Stort set alt, der ikke er bebygget eller bliver brugt som gader, stisystemer eller fortove, er udlagt som grønne arealer. Bygningerne ligger stort set alle i kvadrater omkring store åbne pladser, også med masser af grønt, masser af legemuligheder og i dag også masser af parkeringsmuligheder. Hele byen er luftig, rolig og grøn.

Desuden er bygningernes design, med små klassicistiske stilelementer, behageligt og harmonisk, og byggekvaliteten ser ud til at være solid. I hvert fald står husene efter 70 år stadig skarpe og vedligeholdte i modsætning til de betonpanelbyggerier, man også ser i byen fra senere perioder under DDR, typisk senhalvfjerdserne og firserne. De ligner rent ud sagt beboede ruiner. Byggede man en ny bydel i dag med så meget luft og grønt, ville der være kø ved kontrakterne til at overtage boligerne.

Jeg har tjekket boligmarkedet i Eisenhüttenstadt online, og det ser ud til, at langt de fleste lejligheder er toværelses på ca. 45 m² og treværelses på 60 m². Her ses den kommunistiske systemtænkning tydeligere end i det udvendige design af bygningerne: man besluttede, hvor meget plads en lille og en stor familie kunne leve på, nøjes med.

Men som sagt, jeg var overrasket over, hvor tiltalende og indbydende denne kommunistiske idealby var bygget og faktisk stadig fremstår.

Besøger man så et af byens museer, ”Museum Utopie und Alltag. Alltagskultur und Kunst in der DDR” (Museum om utopi og hverdagsliv. Hverdagskultur og kunst i DDR), får piben en anden lyd. Her kan man f.eks. se noget af Stasis aflytningsudstyr, og i museets afdeling om opdragelse og undervisning støder man på dokumenter fra ”skole/hjem-samarbejdet”, der fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig.

Eksempel 1: Et barn havde opført sig ikke-socialt overfor de andre børn i børnehaven. Det blev beskrevet og sendt til forældrene med besked om at rette op på problemet. Samtidig blev informationen registreret af Stasi og delt med forældrenes arbejdspladser, som i givet fald kunne foretage de nødvendige sanktioner, hvis forældrene skønnedes at være årsag til problemet.

Eksempel 2: En pige i 6. klasse havde deltaget i en underskriftindsamling, hvor en gruppe unge gerne vil fritages for at deltage i en parade, sikkert til hyldest af systemet. Hun blev sanktioneret her og nu, der blev oprettet en sag i Stasis omfattende arkiv om hendes systemfjendtlighed, forældrenes jobmuligheder blev indskrænkede, og pigen blev udelukket for at komme på gymnasiet. Det må formodes, at noget tilsvarende skete med de andre unge, der hellere ville have en fridag end at gå i parade og derfor havde skrevet under.

Det var spændende at besøge Eisenhüttenstadt, og ikke mindst var det spændende at få alle fordomme om, hvordan der ville se ud, gennemhullet. Det triste er, at det kun var overfladen, der var velpoleret. Under overfladen var systemets jerngreb om individet lige så stramt og undertrykkende som i resten af østblokken.